Moden skifter hurtigt, og i løbet af blot de seneste få år, har vi været igennem utallige forskellige tendenser. Nogle er hurtigt ude igen, andre er kommet for at blive! Af sidstnævnte kan vi nævne sportsfænomenet, som de sidste par år har vundet særligt stort indpas i modebilledet. Det startede i det små med tøj i friske, kulørte farver med masser af energi. Så begyndte flere og flere kvinder at lufte deres tights udenfor træningscenteret. Og inden vi så os om, var nylonmateriale en fast del af de største modehuses kollektioner. Men det allernyeste skud på den stamme er ekstremsporten! – spejdersport og andre friluftsbutikker er nemlig gået hen og blevet trendy, som aldrig før!
Vi har den seneste tid set en stigende interesse og kærlighed for naturen i det danske samfund. Noget som uden tvivl har sat sit præg på moden. Alt, hvad der lugter bare lidt af friluftsliv og vandreture er in – hvilket bliver ekstra tydeligt, når selv de største modehuse i verden er begyndt at kaste sig ud i outdoor-disciplinen med alt, hvad dertil hører af funktionalitet og teknisk snilde. Cargo pants, dunjakker, vandrestøvler og praktiske veste er blot nogle af de items, som pryder tøjbutikkernes hylder i dag. Hovedreglen for denne nye tendens er simpel, og derfor yderst nem at huske og følge: jo mere praktisk og teknisk tøjet er, desto bedre!
I dag skal du helst ligne en, der er klar til at bestige Kilimanjaro, når du i virkeligheden blot er på vej ned for at handle i din lokale Netto. Det lyder måske lidt dumt, men personligt kan vi slet ikke få armene ned over denne nye outdoor-bølge. For første gange nogensinde er det nemlig blevet moderne at være varm og praktisk klædt på. En ting, mange af os har savnet og ventet på i lang tid – særligt i de kolde vintermåneder, når den sibiriske kulde for alvor rammer Danmark, og man går rundt og fryser tæerne af i sine sneakers. Nu kan man uden tøven begive sig ned ad strøget i praktisk tøj og varme vandresko med ro i sindet velvidende om, at man ikke bryder nogen af modens uskrevne regler. God fornøjelse!